I dag, d. 17/2 2019, er det præcis syv år siden, at Asta kom til verden og jeg begyndte at gå igen ved hjælp af en præstestol.
De sidste 2,5 måned havde jeg fået stadigt stærkere smerter og måtte have hjælp til mere og mere. Når min mand var på arbejde kom min mor forbi og hjalp mig op/ned fra seng eller sofa fordi jeg ikke selve kunne rejse/lægge mig og fx gå på toilet eller i køkkenet efter lidt mad.
Der var dem, det malede fanden på væggen og opfordrede os til at banke i bordet over for min jordemoder, idet der var risiko for, at jeg ikke kunne komme til at gå igen. Det var en garvet lærer fra et fødselsforberedelseskursus og en akupunktør der havde arbejde på Skejby Sygehus.
Andre sagde, at det var noget vrøvl, blandt andet en meget sød fysioterapeut, som skrev frem og tilbage med mig da jeg ikke længere kunne komme frem til hende, samt en læge jeg aldrig glemmer.
Min praktiserende læge, havde forgæves forsøgt at komme igennem til min jordemoder flere gange og sendte til sidst besked til hende om, at nu tog hun hjem til mig og hvis ikke min jordemoder kom og ville indlægge mig så ville hun sørge for det.
Jeg var fuld af angst, også min mand. Graviditetsforløbet havde været hæsligt! Jeg havde hyperemesis i 1. trimester og virkeligt stærke smerter i bækken- og lænden i 3. trimester. I begge sammenhænge skete der fejl under indlæggelserne på sygehuset, vi var økonomisk presset fordi vi havde haft så mange udgifter forbundet med sygdom og smerter og vi havde mistet tilliden til dem der skulle hjælpe os (sundhedsvæsenet).
Jeg skulle dog ikke være indlagt længe før jeg følte mig i trygge hænder på Skejby Sygehus en måned før termin.
Fødslen blev sat igang 14.dage før termin d.15/2 2012.
Jeg fik vestorme to dage i træk, dvs. ve på ve - uden pauser! Nøj, hvor fik min stakkels mand mange skældud. Nu griner vi af det og det, at hans bukser revnede i et forsøg på at hjælpe mig op fra gulvet.
Om natten gik vandet kl 3. Der gik ikke længe før jeg blev kørt til fødselsgangen. Jeg var åbnet tre cm. Da jeg var åbnet fire cm bad jeg om epidural, men jeg nåede aldrig at få den, for da den var klar, en halv time efter, var jeg åbnet 9 cm og Asta ville til verden NU!
Presseveerne begyndte og 19 minutter efter var hun der. Jeg glemmer aldrig de 19 minutter. Det blev min gave til at tro på min krop igen.
Under graviditeten havde den modarbejdet mig hele tiden og, i et samspil med de fejl der var sket i sygehusvæsenet under graviditeten, havde jeg mistet al tillid til både min krop og dem der skulle hjælpe mig, men i de 19 minutter tog min krop helt over - som en maskine der var indstillet til at udføre en opgave - og gjorde alt det rigtige for mig, uden jeg behøvede at tænke en tanke. Den fik mig til at sove mellem presseveerne og vækkede mig når jeg skulle arbejde. Det var sindssygt fascinerende, altså i bagklogskabens lys, og det vildeste jeg nogensinde havde oplevet. Asta kom til verden med mit urkvindebrøl kl.6.29 på min egen fødselsdag d.17/2 2012 - Vi klarede det.
Før jeg vidste af det rykkede en sygeplejerske i mit ene bryst, lagde Asta ved det og hun gav sig straks til at sutte og tissede på min mave, alt imens jeg lå der med benene ud til begge sider.
Moderkagen ville ikke slippe. Se det havde jeg ikke lige sat mig ind i. Den var værre. De hev og slet i mit stakkels underliv i en halv time før den gav slip - så jeg slap heldigvis for operation.
Så skulle jeg syes og jeg havde en fest, for de holdt sig ikke tilbage med lattergassen og jeg tog glædeligt imod. Det begyndte efterhånden at blive en smule tragikomisk. “Jeg skal liiige mærke, om du skal syes i enden”, sagde jordemoderen og stak sin finger op i min anus. Hun måtte have en second opinion og derfor skulle en anden jordemoder også lige have fingeren i min bagende. Derefter ringede de efter en tredje - han skulle OGSÅ have fingeren i min stakkels rumpe.
Jeg trængte efterhånden rigtig meget til at samle benene - mildest talt.
Jeg slap heldigvis for at blive syet mere og skulle nu prøve at komme op og stå. Det var sindssygt. For første gang længe, kunne jeg gå, nok vakkelvornt, men jeg kunne, med god hjælp.
Dagen for syv år siden blev dagen hvor mit nye liv begyndte; Et liv som mor med smerter.
De første år var hårde - sindssygt hårde; Fysisk, psykisk og socialt.
Jeg har lært meget af dem, årene og udfordringerne.
Jeg har stadig smerter og udfordringer, men dét, at være Astas mor er uden sammenligning den største glæde i mit liv. Livet er stadig mere intenst end før jeg blev mor. Livet gør mere ondt, men det er også meget bedre på mange måder - Jeg mærker livet mere og det er jeg taknemmelig for.
I dag, syv år senere
Her til morgen var jeg grædefærdig, da jeg åbnede gaverne fra min dejlige mand, Rune. Han forstår virkelig at ramme mig lige i hjertet. Han gav mig krus, stofpose og klistermærker med ABMS’ smukke logo designet af Ardilla Graphics - Uden Stevie Dalla-Zuanna havde jeg ikke fået vores hjemmeside op at køre og skabt identitet til vores anonyme og frivillige fællesskab ABMSdanmark ved Ditte Pode. Der blomstrer grupper med gratis viden, smertehåndtering og livskvalitet i hele Danmark og på Grønland. I år stifter vi forening og alt skal stadig være gratis, men jeg håber, at jeg kan få bestyrelsen med på at sælge produkter på hjemmesiden hvor alt overskuddet går til at hjælpe borgere med smerter til et godt liv til trods for smerter ?
I går fejrede vi Asta med mormor, farfar og farmor. Hun har fået alt hvad hun ønsker sig og dagen i dag står på ren afslapning og hygge med det dagens lys bringer ☀️
Det er også en stor tid lige nu hvor jeg er ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet igen. Jeg er begyndt i virksomhedspraktik hos min tidligere fysioterapeut Rune Gosmer ved Gosmer Fysioterapi i Det Sunde Hus som har taget virkelig godt imod mig. Jeg kunne ikke være i bedre hænder eller ønske mig en bedre start på mit arbejdsliv og jeg er utroligt taknemmelig for alt det der sker i mit liv lige nu.
Tak ❤ Bare tak for det her fuldstændig fantastisk tossede liv med alt hvad det indebærer af op- og nedture ?
Mine tanker og ønsker går ud til alle de kommende og nybagte små familier, som er blevet væltet omkuld af alt det , der følger med til at blive forældre med smerter. Lige som livet kan komme frygteligt bag på en og blive mere udfordrende end man troede muligt, lige så overraskende kan livet vende og blive fuldstændigt fantastisk igen.
Tak fordi du læste med. Hvis blogindlægget har gjort indtryk så hjælp mig endelig med at få den ud til borgere med smerter ved at give den et like og del den på Facebook.
Kærlige hilsen
Ditte