ABMS' FÆLLESSKABSBØN

Ethvert ABMS-møde afsluttes med fælles recitation af vores fællesskabsbøn. Her kan du læse lidt om hvor den er fra og hvordan den adskiller sig fra sin oprindelige form.

Vores bøn er næsten identisk med den såkaldte "Sindsrobøn", der oprindeligt fungerede som slutningen på en længere bøn, der blev formuleret i 1932 af den amerikanske teolog dr. Reinhold Niebuhr (1892-1971).

Sindsrobønnen begyndte at spille en vigtig rolle for det verdensomspændende fællesskab Anonyme Alkoholikere allerede i 1941. De afslutter ethvert gruppemøde ved at recitere Sindsrobønnen i fællesskab. Den spiller også en stor rolle i fællesskabets grundlitteratur og den trykkes på plakater og symbolske mønter som medlemmerne får med sig hjem. Den danske version af Anonyme Alkoholikeres Sindsrobøn lyder som i nedenstående.

Oprindelig bøn kontra aa's bøn

Denne version adskiller sig fra den oprindelige på tre punkter. 

1. For det første er afsenderen af bønnen et individuelt ”jeg” og ikke et kollektivt ”os” som i originalversionen. 
2. For det andet: Afsenderen beder modtageren direkte om at få sindsro. Derved placerer afsenderen sig retorisk mere passivt end i originalversionen hvor afsenderen beder modtageren om nåde (”grace”), for derved aktivt at acceptere med sindsro (”to accept with serenity”). 
3. Endeligt åbner Anonyme Alkoholikeres version op for at forskellige ting kan forandres med formuleringen ”de ting, jeg kan”. Dette åbner op for at ”ting” ikke er defineret på forhånd (modsat bestemte ”ting der bør ændres”, som i den oprindelige version) og derfor kræver at afsenderen aktivt undersøger hvad han eller hun kan ændre.

sindsrobønnen kontra fællesskabsbønnen

1. Vores Fællesskabsbøn adskiller sig først og fremmest på et væsentligt og afgørende punkt fra  både den oprindelige Sindsrobøn og AA’s version: Vi beder fællesskabet, og ikke en gud, om at hjælpe os. Pointen er, at vi ikke beder til en transcendent størrelse, udover denne materielle verden. Vi beder til fællesskabet; En faktisk eksisterende social konstruktion som vi selv er en del af.              
2. For det andet fastholder Fællesskabsbønnen afsenderen som et individuelt ”jeg”, ligesom i AA’s Sindsrobøn. Vi arbejder individuelt med ABMS’ program og vi arbejder dermed også med hver vores subjektive tanker, følelser og oplevelser. Vi er et ”os” fordi vi hver især har et fælles ønske om at opnå og opretholde smertelindring, samt et godt liv til trods for smerter, og samarbejder om dette via ABMS’ program og gruppemøder.                     
3. For det tredje er det en vigtig pointe i ABMS’ program, at vi hver især selv er nødt til at gøre en aktiv indsats for at opnå og opretholde et godt liv til trods for smerter. Derfor placerer afsenderen sig retorisk mere aktivt i Fællesskabsbønnen end i AA’s Sindsrobøn. I Fællesskabsbønnen beder afsenderen om hjælp, styrke og mulighed, for derved aktivt at acceptere, finde mod og opnå visdom i modsætning til AA’s Sindsrobøn hvor afsenderen retorisk placerer sig mere passivt med ”giv mig”.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR

I forbindelse med mine studier af Anonyme Alkoholikere, er jeg bevidst om, at det er langt fra alle der tror på den gud der refereres til i AA's program. Jeg ved også, at AA er for mennesker med alverdens religiøse overbevisninger. Desuden er jeg fuld af respekt for alle de mennesker som arbejder for ædruelighed via AA og jeg ved, at det er et kæmpe stort arbejde. Jeg har STOR respekt for AAs arbejde og er taknemmelig for alt det jeg har lært i forbindelse med mine studier af fællesskabets program og gruppemøder.

Sammenligningen af de tre bønner er ene og alene for at informere om  hvorfor og hvordan ABMS' fællesskabsbøn adskiller sig fra Sindsrobønnen i sin oprindelige form, samt AA's version.

Venlig hilsen

Ditte Pode, Cand. Mag. 

AA 2005:  AA’s historie i Danmark, Anonyme Alkoholikere Danmark, København.

Recke, Liese 2010: “Sindsrobønnen”, Stof, Nr. 15, 62-64