"Må jeg egentlig det her?”, tænkte jeg, på vej til Frivilligcenter Aarhus i går. Solen skinnede, jeg kunne selv cykle, på min fantastiske el-cykel fra Hermansen-Cykler og jeg var på vej til et spændende kursus sammen med andre mennesker, der også arbejder for at gøre en positiv forskel for dem der har mindst. Der var blandt andet repræsentanter fra SPOR og Red barnet, nye frivillige initiativer og mange flere. Selv om jeg kun kunne deltage i dele af undervisningen fik jeg meget ud af Jeanettes undervisning (fra Strup & Strup Kommunikation).
Jeg plejer, at spørge min jobkonsulent om lov til nærmest alt hvad jeg foretager mig for ikke at risikere, at mit(vores) økonomiske fundament forsvinder undervejs min afklaringsproces, men jeg havde simpelthen glemt, at spørge om at deltage i det her kursus, kom jeg i tanke om, på vejen dertil.
Jeg stoppede simpelthen op. Tiden var knap og jeg fik en rigtig ubehagelig følelse i kroppen. Må jeg det her? Jeg kunne ikke nå at spørge min jobkonsulent om lov. Tør jeg løbe risikoen? Bør jeg overhovedet gøre det her? Det løb koldt nedad ryggen på mig.
Jeg turde godt at tage chancen i forhold til mine smerter. Jeg havde tænkt, at jeg jo var blevet aflastet i Onsdags, idet jobcaféen var aflyst på grund af sygdom, dagsformen var god og jeg vidste, at jeg ville få varieret og aflastet ved at tage en pause med Fysioyoga og mindfulness hos fantastisk dygtige Elke hos Fysiodanmark Aarhus lige om hjørnet.
Jeg besluttede at tage chancen og fortsatte min dagsorden. Dog følte jeg, at jeg skulle holde det hemmeligt - rigtig væmmeligt, faktisk. Sådan bør det ikke være, synes jeg. Det tog mig lidt tid, at få rystet følelsen af mig og den dukkede op et par gange i løbet af dagen, men jeg nægter simpelthen at være offer for mine egne tankers tyranni. I stedet for at gå med den her hemmelighed, en følelse af at være samfundsnasser, free rider eller snydetamp om man vil så råber jeg ud i verden: "JEG, DITTE BACH PODE POULSEN, ER ET HELT ALMINDELIGT MENNESKE, SOM ER BEGRÆNSET AF SMERTER OG DERFOR HAR BRUG FOR AT FINDE EN PLADS PÅ ARBEJDSMARKEDET MED SÆRLIGE HENSYN. EN FØLELSE AF AT VÆRE I FÆNGSEL BEGRÆNSER MIG YDERLIGERE. EN FØLELSE AF FRIHED TIL AT HANDLE BIDRAGER TIL AFKLARING. JEG GØR MIT BEDSTE OG HVIS DU SPØRGER MIG SÅ GØR JEG DET FAKTISK RET GODT. SOLEN SKINNER OG JEG LEVER"
Jeg forstår godt, at man ikke må deltage i alverdens frivilligt arbejde når man er syg i jobafklaring, som jeg er. Det kan jeg slet ikke.
Jeg bruger tid på ABMS’ hjemmeside, læser, opdaterer sociale medier fordi jeg kan bruge hovedet og fordi jeg kan tage alverdens hensyn hjemmefra. Og så står jeg for 1,5-2 timers frivilligt arbejde for ABMS i Frivilligcenter Aarhus en gang om ugen. ABMS hjælper også mig til at leve et godt liv til trods for smerter, samtidig med, at jeg får gjort en forskel for andre med noget af det jeg kan. Det er så fint at der er flere forløb derude, men vi borgere med smerter har brug for et fællesskab på tværs af vores sygdomme (diagnose eller ej) og som er gratis. Et sted hvor vi kan samarbejde om at skabe og opretholde et godt liv til trods for smerter. Det kan og vil jeg arbejde for at få op at stå resten af mine dage. Færdig bum.
Jeg har kroniske smerter og selv om jeg har megen viden om smerter, indlæring og smertehåndtering via min uddannelse så er jeg bevidst om, at jeg kommer til at øve mig i at leve et godt liv til trods for smerter længe endnu - måske resten af mine dage.
Det er et konstant detektivarbejde, at gøre så meget jeg kan uden at overgøre, at udvide min handlefrihed og leve med bumpene på vejen hvis jeg alligevel kommer til at forværre smerterne når så jeg tester noget nyt.
På den ene side er jeg dybt taknemmelig for at få ressourceforløbsydelse samtidig med at jeg bliver stadigt mere afklaret om hvor meget jeg kan udvide min bevægelsesfrihed (kunne mere indenfor samme smerteniveau) og på den anden side er det ubehageligt at være i jobafklaringsforløb, idet forløbet begrænser friheden til at teste mere/anden belastning.
Enhver som lever med kroniske smerter ved, at der er forskel på 1) at tage et ekstra skridt ud af tryghedszonen når man bare lige tester for sig selv uden at skulle forsvare og forklare det for omverdenen og på 2) det at forpligte sig til at øge belastningen hver uge.
Anyhow - jeg tog altså til kursus, uagtet hvad andre måtte tænke, konsekvenserne og hvad ved jeg. Mit hjerte brænder for dem der har mindst og ikke selv kan. Det vægtede bare mere end frygten for konsekvenserne.
Jeg elsker at få mennesker til at vokse og mærke deres egen værdi. Samtidig er jeg en arbejdshest der kæmper for at øge min bevægelses- og handlefrihed og hver gang jeg gør det - så rykker det mig... og helt ærligt: Det vil kun komme samfundet til gode.
Igennem de sidste mange år har jeg efterhånden lyttet til mange borgere med smerter der fortælle hvad der øger og begrænser deres handlefrihed.
Der er meget vi borgere med smerter kan gøre individuelt, men dem af os som er en del af kommunal jobafklaring bliver begrænsede i deres handlefrihed og det er altså paradoksalt når vi bør stå centralt i en aktiv handlingsproces og det er det der rykker os, men samtidig bliver sat i system på en måde der giver borgere en følelse af at være “i fængsel”, som en anonym borger med smerter beskrev det for nogen tid siden.
Vil du læse mere om det kan jeg varmt anbefale Eva Hauges Masterspeciale i Sundhedsantropologi. Hun er Specialist i Muskuloskeletal Fysioterapi, er Diplomuddannet i Mekanisk Diagnostik og Terapi og er Master i Sundhedsantropologi.
Jeg bliver enormt glad for feedback på sociale medier, både i kommentarfeltet herunder og på Facebook (ABMSdanmark ved Ditte Pode).
Tak fordi du læste med.
Kærlig hilsen
Ditte Pode
PS: Intet er sponsoreret så når jeg henviser til andre er det blot udtryk for min ærlige og uforbeholdne mening.