Du er der
hele tiden
en konstant påmindelse.
Du kræver, at jeg lytter
hele tiden
murrende
knugene
bidende.
Du holder mig for nar
griner hånligt af mig
og minder mig om, at jeg er ensom
med dig.
Jeg ved godt, at du har sat dig fast fordi du ikke blev hørt før.
Jeg lytter nu
imødekommer dine krav
giver dig kærlig omsorg.
Alligevel er du vedholdende
en konstant påmindelse.
Jeg er den eneste der kan høre dig
hele tiden.
Jeg har lagt dig ved mine fødder
du er med mig
hele tiden.
Jeg har lært at leve med dig.
Har jeg andet valg?
Jeg øver mig stadig.
Når jeg lytter til dig bliver jeg ked af det
jeg får en klump i halsen
en knude i maven
græder måske
føler ensomheden
ensomhed over, at jeg, og kun jeg, kan høre dig
det er ensomt
tungt.
Jeg opdager, at min krop kun trækker vejret i brystet
tager en dyb indånding
helt ned i maven
og puster ensomheden ud
af munden
på en udånding
Ha!
Der fik jeg dig
Jeg lever!
Alligevel
trods alt mit lytteri
piveri
tjekken ind
og ud
så er du der
hele tiden.
Hvis jeg lever for meget
glemmer dig et lyksaligt øjeblik
så låser du
jagende
brændende
stikkende
indimellem også glemmende
vrøvlende
endnu mere murrende
knugende
bidende
så meget
at jeg må isolere mig helt
for en stund.
Du gør mig endnu mere ensom
med en altoverdøvende smerte
så jeg tilsidst ikke kan mærke ensomheden.
Og så
når du er færdig med at råbe mig op
så mærker jeg taknemmelighed.
Ja!
Tak-nem-me-lig-hed.
Tak-nem-me-lig
nem-lig.
Ja!
Ha!
Hvem holdes nu for nar?
Selv om du er der
hele tiden
kræver, at jeg lytter
murrende
knugene
bidende
Og selv om jeg er ensom
med dig
så lever jeg
mere end før.
Du tvinger mig til at mærke
alt!
Nok lever jeg med dig
hele tiden.
Det er ensomt.
Men det er lige præcis derfor
jeg sanser mere intenst
handler mere
gør mere
vil mere
og
værdsætter mere
nyder mere
begejstres mere
griner mere
kysser mere
elsker mere
giver mere
smiler mere.
Jeg ser dagens lys
bedre end før
Mærker det
bedre end før
på min hud
i mit indre
i min vejrtrækning.
Jeg nyder dagens lys
mere end før.
Jeg værdsætter det.
Jeg er taknemmelig
nemlig.
Min smerte.
Min ensomhed.
Mit liv.
Jeg lever.
Tak!
Vil du gøre mig en tjeneste?
Del dine tanker om smerter og ensomhed i kommentarfeltet umiddelbart herunder?.
Måske kan du nikke genkendende til noget af det jeg har skrevet?
Måske har du det helt anderledes?
Måske har du fået lidt bedre forståelse for hvordan det er, (i hvert fald for mig), at leve med smerter.
Intet kommentarfelt? Klik på blogindlæggets titel og vend tilbage hertil igen - så burde du kunne se det med det samme.
2 kommentarer til “MIN SMERTE – MIN ENSOMHED – MIT LIV”
Lukket for kommentarer.
Allerkæreste Ditte ♥️
Med et vandfald af salte tårerne mine øjne har jeg læst dit aldeles smukke, rammende, hjerteskærende men også kærlige, positive, håbefulde digt ♥️
Dine ord ryger lige der ind i hjertekulen, hvor mine egne følelser og oplevelser med smerte ligger, en smerte, der ikke som din er forbundet med noget fysisk, men en smerte, der var udspundet af et tab så voldsomt og smertefuldt, som jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet sig kunne ramme mig. Mange, mange lighedspunkter og oplevelser er der i de “ to smerter”.
Men års arbejde ned mig selv, smerten og med den en ny indgang til og tackling af livet og de muligheder og udfordringer, der lå i det.
Kampen har været og er undertiden stadig svær, smerten er derfor til at bære, dog nu arkiveret sammen med de dejlige og kærlige oplevelser, der også var omkring smertens kerne.
I dag lever jeg også med fysiske smerter i et knæ og en fod, vedvarende og angiveligt ‘uhelbredelige’ – men den styrke, jeg fandt gennem mit psykiske smertehelvede, har gjort mig stærk – så jeg må, skal og vil klare den også !
Dit digt, du og dit dejlige væsen giver mig ekstra styrke.
TAK – for det og tak for det og tak for dig ❤️
Kære Kirsten
Ja, smerten har mange ansigter – også ensomheden.
Det er rigtig dejligt, at du har taget dig tiden til at skrive, men jeg er ked af at høre, at smerterne i dit knæ og din fod ikke bliver bedre.
Nu kender jeg jo lidt af din historie og du kender lidt til min. Hvis andre læser med, kan jeg kort fortælle, at jeg har døjet med angst i mine teenageår og tidligt i tyverne på grund af omsorgssvigt i barndommen. Det er ikke mange der rejser sig så helskindet fra det jeg har været igennem. Også du, Kirsten har været på en meget psykisk belastende rejse – på en helt anden måde end jeg. Min oplevelse er, at jeg har kunnet trække på dele af de overlevelsesmekanismer jeg brugte til at komme af med min angst, andre overlevelsesmekanismer har faktisk modarbejdet min accept af, at jeg faktisk har kroniske smerter. Jeg har simpelthen ikke lyttet til mine smerter. Jeg har forsøgt at ignorere dem og jeg har kæmpet mod dem, idet jeg har oplevet stærkere smerter og har overlevet. Jeg ville simpelthen ikke acceptere at DET HER skulle få mig ned med nakken. Til trods for min viden om kroniske smerter, placeboeffekter, hjernens hukommelses- og følelsessystemer og jeg skal give dig – så har jeg ikke formået at lytte til min krops signaler. Derfor har JEG stor glæde af mindfulness idag. Jeg ville ønske, at jeg havde stiftet bekendtskab med det tidligere i mit liv – men måske var jeg så knækket psykisk dengang – hvis jeg skulle mærke hele baduljen. Det er ikke til at vide. SOm en klog mand sagde engang: “Livet skal leves forlæns og forstås baglæns”.
Der har du måske en fordel i forhold til dine smerter, idet du allerede har stor erfaring med mindfulness. Jeg håber så bare, at din fightervilje bliver brugt på at give dig den ro til at samarbejde med smerterne i stedet for kæmpe mod dem. Det er jo ikke alle der har glæde af mindfulness, men tør godt skrive som jeg gør, idet vi kender lidt til hinanden i forvejen.
Tusind tak for dine ord <3 Det betyder meget!