Første møde med rehabiliteringsteamet
Velkommen til mit første blogindlæg. Du bliver kastet direkte med ind i mit liv og ind under huden – og så er det ikke engang så ”juicy” og kaotisk som det har været.
Egentlig er jeg en ualmindeligt almindelig kvinde på 34 år. Jeg elsker at få jord under neglene; i direkte og overført betydning. Jeg er gift med Rune, som jeg har delt mit liv med siden jeg var knap 18 år, og sammen har vi Asta på seks år. Jeg er vokset op i Frederikshavn og er vendelbo i hjertet. Jeg savner havet og dialekten giver jeg nok aldrig helt slip på, men jeg har slået rødder midt i smilets by med mand og barn; Vi har det simpelthen så fuldstændigt fantastisk her på vores lille plet i Aarhus så her bliver vi – for nu.
Jeg har meget livserfaring fordi jeg har været igennem så meget. Men frem for at slæbe dig med tilbage for at se på det der var – vil jeg byde dig velkommen til mit univers – sådan som det er – lige nu.
Briefing
Jeg lever med smerter, mere specifikt ”komplekse kroniske non-maligne smerter”. Det hele begyndte med en bækkenløsning, en lille diskusprolaps og diskusdegeneration i 2011/2012 og så rullede bussen ellers derudaf. Det er dog først nu – anno 2018 – at jeg påbegynder et jobafklaringsforløb og det er det jeg kaster dig direkte ind i med dette blogindlæg.
Foruden alt det andet jeg gerne vil dele med dig så handler blogindlægget – i al sin simpelhed – om min oplevelse af det første med et rehabiliteringsteam; Om det der fyldte umiddelbart før mødet, hvordan mødet gik og min evaluering.
Få uger før første møde med rehabiliteringsteamet begyndte mit jobafklaringsforløb med et formelt informationsmøde – i plenum med andre borgere der også påbegyndte deres jobafklaringsforløb. Umiddelbart efter informationsmødet mødtes jeg med min sagsbehandler for første gang (red: en jobkonsulent), for at forberede mødet med rehabiliteringsteamet.
Under overfladen
I skrivende stund er der kun halvanden time til mit første møde med rehabiliteringsteamet på Jobcenter Aarhus. Jeg har en klump i halsen og jeg har ondt i kroppen; Ondt i min lænd, i mit haleben, i mine hofter, i mine knæhaser og opad mine inderlår. Heldigvis har jeg ikke spændingshovedpine i dag og den værste stivhed i mine hænder og fingre har lagt sig, men jeg kan mærke, at mine håndled er ”sarte” så det er nok godt nok, at jeg snart må ud af døren for at nå bussen. Jeg kan, trods alt, gå de 100 meter til bussen i dag.
Siden mine smerter begyndte, omkring december 2011, har det varieret MEGET hvordan smerter har hæmmet mit liv; Både mht. smerteniveau, fysisk aktivitet og energi, men også følgevirkninger i form af søvnmangel, hukommelses- og koncentrationsbesvær, stress og angst (Diagram 1). Nå ja, så er der selvfølgelige også alle de økonomiske og sociale omkostninger. Jeg har simpelthen ikke haft energi til at ”pleje” relationer i familien og med venner som før jeg fik smerter. Samtidig er mine (vores) udgifter steget til behandlinger, transport og medicin. Apropos medicin – Så blev 2017 også året hvor mit liv blev hæmmet af smerter OG bivirkninger af at teste diverse smertelindrende medicin. Nu er jeg landet på medicin der gør, at jeg kan sove for smerter om natten siden smerterne begyndte i december 2011 og søvnen gør en verden til forskel.
Udsvingene er blevet mindre, men varierer stadig med hensyn til smerteniveau, fysisk aktivitet og energi. Derfor kan det indimellem stadig være nødvendigt at tage taxa når jeg skal aflevere eller hente vores datter i børnehaven. Andre uger kan jeg både gå tur/retur, samt tage til stabiliseringstræning hos fysioterapeut og lave aftensmad. Pointen er, at mine smerter hæmmer mit liv på forskellig vis (også min familie). Derfor har jeg brug for hjælp til at komme i arbejde med det jeg nu engang kan.
”Jeg VIL bære mig selv med rank ryg og værdighed i dag”, tænker jeg og minder mig selv om at tage dybe indåndinger. Jeg har taget mig godt af mig selv her til morgen. Jeg har gjort min datter klar til børnehave, hvilet ryggen, lavet lidt blid yoga og skriver nu til dig. Egentlig trænger jeg til ro og hvile, men på grund af det forestående møde har jeg mere brug for at sætte ord på, for mig selv og fordi det føles rart at skrive til en dig der læser med.
SKAMMEN og FRYGTEN ulmer under overfladen. Skammen over, at jeg er en belastning for samfundet. Frygten for at blive stillet et ultimatum: At blive sendt i en arbejdsprøvning som medfører stærkere smerter, at jeg bliver overbelastet så meget, at jeg igen bliver bundet til sofaen eller at jeg alternativt mister mit økonomiske fundament – alt sammen konsekvenser som også går ud over min datter og min mand. Frygten og skammen overtager dog ikke. Jeg kan mærke, at jeg bærer min sårbarhed og samtidig kan jeg mærke min værdi – ”bare” fordi jeg er. Det er jeg glad for at jeg kan mærke. Jeg tror, at det er fordi jeg har lært, at give mig selv omsorg; At jeg har lært, at prioritere mig selv lige så højt som andre. Og jeg har sat mig for, at jeg vil sætte grænserne før de er overskredet.
Jeg er værdifuld. Det kan jeg mærke til trods for, at jeg om et øjeblik står ansigt til ansigt med et rehabiliteringsteam på Jobcenter Aarhus; Fem fremmede personer. Pyha! Vi har tyve minutter til at lægge en plan for min tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Endnu mere ”Pyha”!
Jeg har fået tildelt en ny sagsbehandler fordi jeg er overgået fra sygemelding til jobafklaringsforløb. Hun kommer ikke med i dag. Hun har dog skrevet til mig, at der kommer en anden der træder i hendes sted.
Tyve intense minutter
Min mand og jeg ankommer til Jobcenter Aarhus; Spanien 19 – kender du stedet? Kort tid efter dukker en fremmed sagsbehandler op og giver mig pænt hånden. På vejen til rehabiliteringsteamet har vi en lidt akavet dialog, der forløber nogenlunde sådan her:
Mig: ”Er du sat ind i min sag? ”
Sagsbehandler: ”Nej, det er jeg ikke” (svarer hun venligt).
Mig: ”Skal vi være opmærksomme på noget bestemt der skal med i en rapport til min nye faste sagsbehandler? ”
Sagsbehandler: ”Nej”
Mig: ”Må jeg være så fræk at spørge hvorfor du så er med? ”
Sagsbehandler: ”Jeg er sådan set bare med for at sidde med på din side af bordet”.
På vejen bemærker jeg, at der (selvfølgelig) er flere rehabiliteringsteams. Da vi ankommer til ”mit” rehabiliteringsteam præsenterer en mand sig ved navn og giver mig hånden. Jeg genkender ham fra et informationsmøde for borgere i jobafklaringsforløb. Han er tilsyneladende ordstyrer, for han fortæller hvad der skal ske, hvor lang tid vi har til at lave en plan for min tilbagevenden til arbejdsmarkedet og præsenterer de tilstedeværende ved bordet. På den ene side af bordet sidder jeg med min mand og den fremmede sagsbehandler. På den anden side, sidder ordstyrer, læge, fysioterapeut og en sidste person som tager referat (jeg fik ærligt talt ikke hendes titel).
Stemningen er trykket, synes jeg, men teamet tager det i stiv arm og ordstyrer guider mig godt igennem, synes jeg. Undervejs mødet, er det kun ordstyrer og læge der siger noget, bortset fra mig selvfølgelig. De tyve minutter går hurtigt – rigtig hurtigt!
The benefit of the doubtJeg kan ikke ligefrem sige, at det var en behagelig oplevelse. Dog skyldtes ubehaget ikke noget som blev sagt, eller gjort i øvrigt, men nærmere det faktum, at jeg ”klædte mig af” foran fem fremmede personer. Altså, det var ”kun” min sårbarhed som var i fokus i tyve minutter og det sammen med fem fremmede personer – Det var meget intenst og grænseoverskridende. Desuden var der en fejl i informationerne til lægen i teamet og det var jeg ret træt af. Der ville det altså være nemmere, hvis lægen fra teamet kunne kommunikere direkte med min egen læge – som jeg i øvrigt har fuld tillid til.
Selv om jeg synes, at det var ubehageligt, så har jeg svært ved at se hvad teamet kunne have gjort anderledes under de givne rammer de nu havde at arbejde indenfor. De mødte mig med venlighed og vi var enige om planen så det var jo godt. Jeg blev mødt med håndtryk og øjenkontakt fra ordstyrer. Han præsenterede teamet. Han fortalte hvad der skulle ske og at vi desværre kun havde tyve minutter til at lægge en plan. Lægen startede med, at referere de informationer hun havde læst, spurgte ind til hvad jeg selv tænkte om det og hvad hun ville foreslå.
Teamet spurgte også hvad jeg selv tænkte om tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Det var vi heldigvis også nogenlunde enige om. Jeg drømmer på ingen måder om et fleksjob eller en førtidspension. Det tænker jeg, at de færreste drømmer om – for det har sin pris; En pris man kun forstår hvis man står i det eller er så tæt på, at man selv erfarer de konsekvenser det indebærer, tænker jeg… Så jeg fortsatte mit svar og sagde, at hvis jeg på nogen måder kan gøre mig fri af den økonomiske afhængighed ved at passe et deltidsjob så står jeg/vi af! Den frihed kunne være så god for os! Dog har jeg brug for deres hjælp til at finde et job hvor jeg lige så stille kan arbejde flere timer om ugen indtil jeg når grænsen, men ikke i hvilken som helst kontekst. Det bliver nødt til at være i en sammenhæng hvor der er forståelse for, at jeg må melde mig syg indimellem også før jeg ikke kan gå af smerter.
Jeg forsøger selv at holde mig i gang ved at læse og skrive, samt bruge det jeg har lært via min uddannelse, men det ER bare noget andet, at skulle ud af huset og passe et arbejde. Transporten og socialisering æder simpelthen bare så meget af min gode energi. Samtidig har jeg brug for at socialisere og jeg har brug for at der er nogen som forventer noget af mig og at jeg kan levere. Jeg har altid været en arbejdshest og den del af min identitet må og skal jeg simpelthen kunne overføre til en eller anden form for arbejde. Jeg har jo (forhåbentligt) et langt liv foran mig. Jeg er jo – trods alt – ”kun” 34 år.
De to vigtigste pointer fra dette afsnit:
1: Hvis du står overfor dit første møde med et rehabiliteringsteam – så håber jeg, at du vil lade temaet komme tvivlen til gode. Nok findes der skrækhistorier ”derude”, men at anskue teamet som fjenden der bare ligger på lur for at presse dig til dit yderste kan kun give anledning til negative følelser som afmægtighed, frygt og vrede. Mit bedste råd, alene ud fra min personlige erfaring: Lad dem komme tvivlen til gode. Lad dem vide, at du har brug for deres hjælp; Vær lydhør overfor deres forslag, prøv at bære dig selv med så meget værdighed du overhovedet kan og mind dig selv om, at du altid kan svare: ”Det vil jeg gerne lige tænke over”. Tyve minutter er kort tid og med det svar giver du dig selv mere tid.
2: Hvis du tænker: ”Hey! Vi kunne måske godt bruge sådan en som hende til konsulentarbejde her hos os i forbindelse med hendes arbejdsprøvning” – så send mig for hulen da en mail på dittepode@abmsdanmark.dk
Tak fordi du læste med! Det betyder mere for mig end du aner! Jeg håber, at du vil hjælpe mig med at nå ud til borgere med smerter i hele Danmark så selv om hjemmesiden her er under opbygning så giv den et ”like” og del blogindlægget på Facebook.
Kærlig hilsen
Ditte Pode