AF DITTE PODE, FORMAND I ABMS
I ABMS vil vi i den kommende tid sætte fokus på hvordan vi kan samle vores positive erfaringer og inddrage flere. Det vil vi blandt andet gøre ved at udarbejde en foreningsoversigt, med din hjælp, samt afholde to store temadage, som du kan blive inddraget i via personlige oplæg, dialog og workshops, hhv. "Smerter i offentlige systemer" og "Smerter på tværs". Du kan læse om det hele i dette blogindlæg.
TO INDLEDINGSVISE POINTER OM ABMS
At vi er "anonyme" betyder at vi værner om det enkelte individs privatliv; Det vi taler om til vores ABMS-møder er privat og vi fortæller ikke rundt omkring hvem der deltager i vores aktiviteter. That's it. Mange af os er åbne om vores liv med smerter.
"Borgere med smerter", betyder, at vi repræsenterer en samfundsgruppe af borgere med smerter på tværs af smerteproblematikker. Vi er præget af stor diversitet, men mange af os har langvarige smerter, for nogen er smerterne blevet kroniske. Nogen er rygopererede, nogen har spændingssmerter som konsekvens af angst, stress eller depression, nogen har sklerose, andre fibromyalgi, BDS, psoreasisgigt eller noget helt andet. Listen er lang. Tilfælles har vi dét, at vi samarbejder om at leve et godt liv til trods for smerter.
Vi mødes hver uge til ABMS-møde og/eller foredrag, workshops og alt muligt andet godt - helt gratis. Du kan få dig et overblik ved at klikke HER.
FORENINGSOVERSIGT
Vi vil gerne have en foreningsoversigt på hjemmesiden. En oversigt som er relevant for borgere med smerter. I ABMS er vi bevidste om, at vi er forskellige og det er vigtigt for os at informere vores medlemmer om hvad der ellers er af relevante muligheder for den enkelte.
Jeg begynder en liste nederst i blogindlægget og jeg vil i dén grad værdsætte dine forslag til tilføjelser. Skriv blot dine forslag i kommentarfeltet.
Til sidst vil jeg samle dem alle til en samlet oversigt over foreninger i Danmark, som kan være relevante for borgere med smerter.
TEMADAG 1 - SMERTER I OFFENTLIGE SYSTEMER
Denne temadag er både fra og til borgere med smerter, men vi inviterer også alle interesserede medarbejdere i kommuner, regioner, behandlere og politikere - og vi håber meget på, at flere griber denne enestående mulighed for brobygning.
I dette blogindlæg vil jeg nøjes med at give dig en lille cliffhanger, i form af programmet for dagen, i håbet om, at du får lyst til at melde dig som oplægsholder, eller får lyst til at fortælle os om dine erfaringer så vi evt. kan inddrage dem på dagen i form af cases hvor du er anonym - eller måske vil du bare gerne sikre dig at kunne komme med. Hvad end du har på hjerte så kontakt mig endelig via mail på dittepode@abmsdanmark.dk
TEMADAG 2 - SMERTER PÅ TVÆRS
Denne temadag er for alle foreninger som, på den ene eller den anden måde, repræsenterer borgere med smerter. Vi er så mange der gerne vil gøre det bedre for borgere med smerter - Tænk sig alle de uudnyttede ressourcer der ligger i vores samlede erfaringer.
Programmet er endnu ikke fastlagt, men det skal primært bestå af små oplæg, dialog og workshops der centrerer sig om:
1. Hvordan kan vi hjælpe hinanden med at nå ud til dem der kan få glæde af vores hjælp?
2. Hvordan kan vi hjælpe hinanden med at opnå indflydelse?
3. Hvordan kan vi inkludere hinanden i projekter?
4. Hvordan kan vi supplere hinanden?
5. Hvordan kan vi bruge hinanden til konfliktløsning, internt og eksternt?
Hvis noget af ovenstående lyder som noget for bestyrelsesmedlemmer eller frivillige i din forening så kontakt mig endelig via mail på dittepode@abmsdanmark.dk og fortæl hvad der er relevant for dig/jer.
FORENINGSOVERSIGT "IN PROGRESS"
Listen er ikke komplet så hvis du ikke kan finde din forening og den er relevant for borgere med smerter så skriv endelig foreningens navn i kommentarfeltet. Så vil den komme med på listen når den opdateres på hjemmesiden.
ABMS - Anonyme Borgere med Smerter
Danmarks Patientforening for Hovedpineramte
FAKS - Foreningen af Kroniske Smertepatienter
Foreningen For Autoimmune Sygdomme
Uanset hvem du er så værdsætter vi altid at du deler dine tanker med os. Så skriv endelig løs i kommentarfeltet eller send en mail til dittepode@abmsdanmark.dk
Du er selvfølgelig også mere end velkommen på vores facebookside.
Venlig hilsen
Ditte Pode, Formand i ABMS
På vegne af
ABMS - Anonyme Borgere med Smerter