SORG

af ditte pode

Der er flere i mit netværk der har mistet. I dette indlæg fortæller jeg lidt om hvordan det har været for mig at miste, hvordan sorgen har fyldt og hvordan den har forandret sig indeni.  Husk, at du også må skrive et gæsteindlæg på bloggen. Bare send tekst og billeder via mail til dittepode@abmsdanmark.dk

SORG VED AT MISTE

Jeg har mistet vigtige og betydningsfulde personer i mit liv på to måder.

Første gang jeg mistede, hvor det gjorde rigtig ondt, var da min far mistede samværsretten til at se mig. Da valgte min farfar og farmor, at de ikke ville se mig efterfølgende, dels fordi det så skulle være under opsyn og dels fordi min far ikke måtte se mig. Dengang var jeg omkring 9 år gammel.

Som 19-årig døde min stedfar, Kesse. Jeg har kendt ham siden jeg var 3-4 år. Han boede sammen med min mor og mig nogle år, siden har han været i mit liv som voksenven og jeg boede faktisk også selv hos ham en periode.

Det niver i hjertet, at skrive om begge tab. Hvordan sorgen ved tabene føltes og hvordan den har forandret sig, indeni, er dog meget forskellig.

AT MISTE TIL DØDEN

Det gik først rigtigt op for mig, at Kesse var død da jeg så ham i ligkisten. Hans krop lå der, men Kesse var der ikke længere. 

Først var jeg bare rigtig ked af at han var væk - det gjorde ondt. Derefter kom tankerne og følelserne om alt det jeg gerne ville have sagt. 

Begravelsen var underlig for mig. Jeg sad på en af de bagerste rækker, med min mormor, og jeg hulkede. Jeg kunne slet ikke holde det tilbage. Hans familie havde aldrig rigtigt accepteret mig som en del af familien - lige bortset fra Kesses svigerinde, som fortalte mig, at hun havde lagt et billede af mig i hans inderlomme. Hun var den der klædte ham på til kisten og hun havde fundet et billede af mig i hans pung. Den handling og de ord, betyder stadig uendeligt meget for mig. 

Det var overvældende, at se alle blomsterne på graven. Jeg blev vred over at han først fik denne store anerkendelse efter han var død. Hvor var blomsterne imens han levede?

Sorgen over tabet var tung og den var med mig, hele tiden. Den var tungest når jeg var alene med den, også blandt andre mennesker. Den var lettere at bære når jeg blev mødt i sorgen, at andre italesatte tabet og anerkendte hvor betydningsfuld Kesse var for mig - så var det nemmere for mig at være i den, sorgen.

Jeg har besøgt hans gravsted mange gange. Jeg har fået sagt de ting til ham som jeg havde behov for - de ting jeg ville have sagt, imens han levede.

Det er 19 år siden han døde og i dag kommer sorgen sjældent på besøg. Den dukker mest op når jeg har drømt om Kesse eller når jeg oplever noget jeg gerne ville have delt med ham. Sorgen er ikke længere tung. Det er mere som om, at han er med mig, indeni, og at det vi havde sammen kan ingen tage fra mig.

at miste de levende

Det var først da Kesse døde, at jeg havde et sammenligningsgrundlag for den sorg jeg mærkede ved tabet af ham og den sorg der var ved at miste min familie som barn.

Det var faktisk først derefter, at jeg begyndte at anerkende den store sorg jeg bar på indeni - sorgen over at blive valgt fra af min farfar og farmor da jeg var barn.

Det var en lettelse, men også hårdt, at få den sorg bearbejdet. Ja, faktisk er det først efter jeg selv er blevet mor, at jeg har kunnet sætte mig selv ud over tanken, og følelserne om "at det måtte være mig der var noget galt med, siden de ikke ville se mig". Nu kunne jeg bedre se, at det var dem der var de voksne og jeg kunne mærke, at de slet ikke fortjente mig. Jeg kunne mærke omsorgen for det barn der blev valgt fra og jeg lærte, langsomt, hvor vigtig omsorgen for mig selv er i det her kære liv.

SORG ER MANGT OG MEGET

Der er mange ting jeg har mistet i kraft af at smerter er blevet et grundvilkår i mit liv. 

Jeg mistede en stor del af min identitet, min arbejdsidentitet. Nu har jeg langsomt fået arbejdsidentitet tilbage som formand i ABMS og som udviklingskonsulent hos Gosmer Fysioterapi i forbindelse med mit jobafklaringsforløb.

Jeg har også været i stor sorg over det liv jeg troede jeg skulle leve; Mine karrieredrømme og alt det jeg ville bruge min lange uddannelse til. Men sorgen over ikke at skulle have flere børn er nok det der har gjort mest ondt. 

SELV-OM-SORG

Vi kan miste mangt og meget. Derfor er sorg også meget mere end jeg skriver om i dette indlæg. For mig står det bare så lysende klart, at når jeg mærker sorg, om det så er i forbindelse med det ene eller det andet, at jeg så giver mig selv noget kærlig omsorg. 

Jeg prøver, at give plads til at mærke sorgen. Jeg giver mig selv lov til at være i den og gør samtidig noget rart for mig selv. Det kan være med en gåtur i solen, at putte mig under dynen, at lave noget god mad til mig selv, maler eller skriver, men det er som regel noget jeg har behov for at gøre for mig selv. 

Med hvad med dig?

Kan du nikke genkende til noget af det jeg skriver eller er det helt anderledes for dig? 

Hvordan har du mærket sorgen i dit liv og hvad gør du for at tage dig godt af dig selv når sorgen banker på døren?

Du kan skrive i kommentarfeltet i nedenstående.

Kærlig hilsen

Ditte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *