Sæt fri

SÆT FRI

I dag fortæller jeg om afbalanceringen af fysisk aktivitet i mit hverdags- og ferieliv. Helt konkret deler jeg mine tanker, følelser, strategier, erfaringer om at tage på heldagstur i Legoland – i en kørestol. Ohh yes.. Læs med. Jeg synes selv, at jeg har gjort mig en masse gode erfaringer som jeg håber, at du kan få glæde af. God læselyst.

FYSISK AKTIVITET OG SMERTENIVEAU - EN HÅRDFIN BALANCE

Vi skal i Legoland i morgen. Den er god nok. Mormor (min mor) inviterede sidste år. Nu kommer vi endelig afsted.

Det er med en vis æresfrygt, men jeg vil med. Strategien er, at tage sidde- og liggepauser undervejs. Så må det briste eller bære. Ligesom med alt andet i livet indebærer dét at tage en chance også dét at løbe en risiko – og omvendt. Jeg har ofte sagt, at jeg hellere vil komme galt afsted, end ikke at komme afsted. Det får jeg et rap over nallerne for indimellem, men så lærer jeg af det.

Min erfaring er, at min krop som regel ”skriger” henad eftermiddagen på sådan en tur. Mine smerter er kroniske og banker hele tiden på. Hvis jeg skulle lade døren stå åben hele tiden ville smerterne lægge en stor tung sky over alt. Hvis jeg, på den anden side, bruger min gamle strategi med at lukke af for smerterne og ignorerer dem banker de til sidst døren ind og vælter mig om kuld – eksempelvis med hold i ryggen eller i form af hurtigt stigende smerter i senerne ved mine knæhaser så jeg til sidst kun kan tage bittesmå musseskridt. Det har seriøst set tosset ud de dage hvor jeg har måttet tøffe de sidste par 100 meter hjem som et lille lokomotiv fordi jeg ikke kunne gå så langt som jeg troede eller fordi jeg kom til at gå for rask til med lange skridt. Jeg oplevede en dag, at jeg skulle over en fodgængerovergang på den måde – en bil med unge fyre, der så ud som om de ejede vejen, dyttede af mig og stak mig fingeren ud af vinduet. Du kender sikkert typen. Årh – hvor havde jeg lyst til at sige dem et par alvorsord og give dem fingeren igen, men der var ikke så meget andet at gøre end at tøffe videre – så jeg stak dem et opgivende blik og trak på skuldrene – der var jo lis’som ikke så meget andet at gøre. Så måtte de jo køre mig ned…  Jeg kunne jo ikke gå hurtigere. Det var faktisk en smule tragikomisk.

Tilbage på sporet: Jeg øver mig konstant i den rette balance i forhold til fysisk aktivitet og dermed også mit smerteniveau. Det er en ekstremt dynamisk størrelse at afbalancere for min krops tilstand varierer fra dag til dag. Desuden varierer de hverdagslig gøremål. På trænedage (stabilisering slow) og dage med ærinder (fx apotek eller behandlere) forsøger jeg, at nøjes med enten at hente eller afleveret vores datter i børnehaven – så kan vi måske nøjes med eller helt undgå udgifter til taxa. Vi har dog som regel udgifter til taxa hver dag alligevel – det er noget hø! Balancen ift. fysisk aktivitet og dermed min smertebalance afhænger også af min mands arbejde -  hvornår der ligger møder og kurser og derfor hvornår han kan hente og aflevere vores datter i børnehave, snart skole. Der er også ærinder – apotek, behandlinger og møder på jobcenteret. Endeligt er der også det faktum, at jeg langsomt kan mere. Det her stabilisering slow hjælper mig, idet jeg kan aktivere og styrke mine muskler uden at trigge mine smerter. Fordi jeg får det bedre er det vigtigt, at jeg er så fysisk aktiv jeg kan være uden at trigge smerterne. Det svære er, at smerterne kan komme som efterreaktion så jeg tester hele tiden med meget små skridt. I det øjeblik jeg er gået for langt ryger jeg et skridt tilbage i progressionen og må være tålmodig indtil jeg igen kan teste progressionen.  Det er mega svært og en hårdfin balance, og jeg har endda kun nævnt de nogle af de faktorer som spiller ind ift. afbalanceringen af fysisk aktivitet og altså udeladt de biologiske, psykologiske og andre sociale faktorer der også påvirker smerteniveauet. Livet er dog godt til trods for smerter og jeg har ikke tænkt mig at spilde min dyrebare tid på noget der måske sker ude i fremtiden. Jeg vil leve og gøre det så godt jeg kan nu og her og så skal fremtiden også nok blive god; Hvordan den så end folder sig ud.

For at undgå, at være på konstant logisktisk arbejde sætter vi os ned hver søndag og planlægger ugen og så tager jeg det ellers som det kommer – for der vil altid være noget der ændrer sig. Sådan er det bare.

Det er efterhånden lykkedes mig, at finde en god balance i hverdagen. Ved at prioritere flere afgrænsede tidsrum hvor jeg lytter til min krop og smerterne - hver dag. Derved får jeg bedre taget de nødvendige hensyn ”her og nu” - og nu hvor ingen afhænger af mig i dagtimerne – bortset fra morgen og eftermiddag/aften – så lader det sig gøre.

Jeg har en alt for god evne til at lukke af for mine smerter – det lærte livet mig tidligt – og det har jeg været taknemmelig for mange gange. Det har været ret praktisk indimellem. Det er bare ufatteligt upraktisk når nu kroppen rent faktisk er så smart indrettet, at den fortæller hvornår vi skal passe på den – Det har jeg ikke været god til når jeg burde. Jeg har bare lukket af og kæmpet mod smerterne da jeg egentlig skulle lytte til dem og det har nok medvirket til at smerterne blev langvarige. Så længe jeg kan huske tilbage har jeg følt, at jeg skulle sige undskyld til andre når jeg blev syg. Jeg hader simpelthen den blandede følelse af magtesløshed og at være til besvær. I stedet for at give slip og tage imod omsorg er jeg blevet indesluttet og irritabel fordi jeg har kæmpet mod min tilstand – det er jo ikke specielt konstruktivt. Selv om jeg er blevet klogere så kan jeg ikke ændre på fortiden, men jeg har indflydelse på nutiden og fremtiden og jeg er god til at lytte efter og at give mig selv omsorg nu. Det er dog en større udfordring når familien har ferie, samt i forbindelse med større familiekomsammener og heldagsture (OBS: Har du fået det gratis hæfte ”Et godt ferieliv til trods for smerter”?).

Sådan en heldagstur, som vi skal have i Legoland i morgen, kommer som regel også med en efterreaktion i form af stærkere smerter og et hoved der står så meget af, at jeg er helt umulig at tale med. I restitutionsprocessen kan jeg som regel hurtigere formulere mig på skrift end jeg kan tale rent. Herhjemme griner vi heldigvis bare af mors vrøvleri - indimellem, når jeg er ramt af smerter, må jeg lede længe efter ord og andre må være tålmodige, andre gange bytter jeg om på ord uden jeg bemærker det og heldigvis kan vi grine af det.

På baggrund af vores (red: min mand og jeg) erfaringer kalkulerer vi med, at jeg ikke bliver mange basører værd de kommende dage. Derfor er det alletiders, at mand og barn tager i sommerhus med farfar og farmor søndag og mandag.
Roen bliver guld værd for mig de par dage. Samtidig ved jeg, at mine to basser råhygger i sommerhus og det bliver en dejlig tanke at kunne varme sig på.

HVORDAN JEG UDVIDER MINE UDFOLDELSESMULIGHEDER  
For få uger siden fortalte min mor, lidt forsigtigt, at hun havde reserveret en kørestol til mig...
Først vidste jeg ikke rigtigt hvordan jeg skulle reagere, men jeg kunne ret hurtigt mærke, at jeg følte lettelse.
Jeg ville aldrig selv have taget initiativ til at reservere en kørestol.
Jeg har svært ved at forene mig med tanken om at sidde i sådan et monstrum.

“Hvorfor har jeg modstand mod at sidde i en kørestol? ”, spørger jeg mig selv.
1) Først og fremmest - så er det træls, at skulle være til besvær (på godt jysk).
Det forekommer mere naturligt for mig, at hjælpe andre end at tage imod hjælp. Jeg er blevet bedre til det, men på sådan en tur er det nemt, at falde i gamle tankemønstre om at føle mig som en klods om benet. “Sådan en dag skal jo gerne være fuld af glæde og mine smerter bør ikke lægge en dæmper på stemningen for andre”, kan jeg fx komme til at tænke, eller: “Dagen må være konsekvenserne værd så nu fokuserer jeg på det positive, bevarer optimismen og bider smerterne i mig indtil jeg ikke kan mere og hvis knæene strejker eller ryggen låser sig fast så må jeg lægge mig på et tæppe og sende familien videre med et smil så de ikke bliver bekymrede” - Typisk gammel Ditte-strategi som jeg ikke helt undgår at følge indimellem.
MEN Den slags tanker og strategier er destruktive. Ikke bare for mig, men også mine relationer. Lad mig prøve at beskrive hvorfor og hvordan:
Smerterne er blevet en del af pakken “Ditte”. Jeg kan ikke vælge smerterne fra, men jeg kan vælge at håndtere dem sammen med mine nærmeste. Min familie kan principielt vælge smerterne fra i form af små pusterum fra dem på en lille ferie væk eller blive skånet for dem i hverdagen (min datter), men vil de mig så er smerterne en del af pakken. Jeg konsulterer psykolog Camilla Holmgaard http://www.psykologcamilla.dk/. Hun er en fantastisk sparringspartner med et væld af gode råd i forhold til min håndtering af smerterne – også i forhold til min datter. Jeg har faktisk konsulteret hende siden jeg fik stress som følge af mine kroniske smerter. Hun gav mig flere gode psykologiske copingstrategier så jeg kom i mål med mit speciale trods stress og smerteh…… Siden jeg blev mor har min datter været det vigtigste i mit liv. Desuden har hun været mit spejl. Hun gør ikke som hun skal. Hun gør det jeg gør. Hvis jeg ønsker et godt liv for hende, er jeg nødt til at vise hende hvordan man gør – ergo er jeg nødt til at lære det. Så det har jeg været i fuld gang med siden og jeg er ved at være ret skrap til det. Jeg har svært ved at vurdere hvem jeg er mest taknemmelig overfor: Min mand, min datter, Camilla eller mig selv – Når alt kommer til alt så er det mig selv jeg kan takke for at gøre det, men det havde ikke været muligt uden dem. Så tak <3 Og alle de varmeste anbefalinger til Camilla herfra – både til stressede studerende, forældre, familier og børn. Først havde jeg virkelig brug for hjælp. Jeg fik en henvisning, men måtte vente flere måneder på en psykolog med tilskud. Heldigvis fik jeg anbefalet Camilla af flere og hvor er jeg glad for, at jeg landede hos hende.  Efterhånden fungerer hun mest som mentor. Jeg har ikke behov for behandling, men for en som jeg kan lære af – en slags jordemoder, som Sokrates nok ville have beskrevet hende. En med den rette viden og erfaring der kan vise vejen – guide og stille spørgsmål så jeg selv finder vejen, ikke hendes vej, men min egen vej. Jeg kommer altid hjem med noget håndgribeligt jeg kan bruge til hverdagens udfordringer. Derfor har jeg også valgt, at tage en mentoruddannelse i mindfulness for børn hos hende som supplement til den viden jeg har i forvejen. Jeg har ikke kun haft glæde af det jeg har lært i mit eget liv, men ønsker i dén grad også at hjælpe andre forældre til at opnå livskvalitet med deres børn til trods for hvad end der måtte være på tværs i deres liv.

Min familie vil mig tilsyneladende til trods for smerterne.
Så selv om jeg ikke vil have, at smerterne skal være til besvær for andre end mig så er det bare sådan.
Sammen har vi fundet ud af, at det faktisk er rart for min familie, at vide hvordan de kan få indflydelse på smerteniveauet, både forebyggende og når jeg har stærke smerter, og min livskvalitet i det hele taget. Desuden vil de hellere, at jeg kan deltage med hjælp fra dem og hjælpemidler end at de vil undvære mig.
Pyha... den sidste sætning rammer. Jeg er godt nok heldig


Jeg tror, at det vil være godt for mig at overvinde modstanden mod, at blive rullet lidt rundt i kørestolen imorgen - Om ikke andet så mentalt.

Jeg arbejder meget med, at udfordre mine præferencer og aversioner. Argh – på en måde udfordrer jeg dem ikke – jeg prøver mere at blive bevidst om dem, ved at spørge mig selv om mine præferencer og aversioner begrænser mig, og forsøger at gøre mig fri af dem – at give slip på dem. Derfor omformulerer jeg “Hvorfor har jeg modstand mod at sidde i en kørestol? ” til: ”Lader jeg mig begrænse af min modstand mod at sidde i en kørestol? ” – Det spørgsmål er så meget nemmere at forholde sig til for der er kun en måde at finde ud af det på, nemlig ved at prøve kørestolen. Og ja – så står jeg over for en udfordring, men den er mere af mental karakter og det giver mig andet svar på første spørgsmål2) Fordi det giver mig en følelse af at jeg udstiller mig selv. Jeg får sådan et indre billede af en kat der bare SKAL vaskes i en balje vand, men som kæmper imod og sætter alle klør på kanterne af baljen.  Det er fordi mit ”jeg” tænker, at man bør mangle begge ben for at sidde i kørestol, men kørestolen kan potentielt fordele mit smerte- og energiniveau mere jævnt. Så hvis jeg vil tage ansvar for mig selv og mine nære og lære min datter at leve et godt liv så bliver jeg simpelthen selv nødt til at lære det. Sådan er livet altså en finurlig størrelse.

Egentligt er det jo mere modstanden mod kørestolen der begrænser mig på sådan en tur til Legoland, end det er smerterne. For måske kan kørestolen hjælpe med, at jeg kan være med til mere på dagen, at jeg kan være en bedre mor for min datter sidst på dagen end hvis jeg får stærkere smerter og er drænet for energi, at jeg generelt bliver mere udholdelig for mine omgivelser, at jeg i det hele taget selv får mere livskvalitet ud af det og måske endda får færre smerter efterfølgende? Jeg finder kun svarene på en måde og det er ved at gøre det. Og så er det jeg ikke kan undgå, at tænke på ordene som Sanne udtrykker fuldstændig fantastisk i ”Sæt fri”:”Sæt fri, sæt dig fri - Fri fra dine egne grænsers tyranni” https://vimeo.com/63810602 

Måske kan du også få glæde af at:

  • Planlægge begrænsede tidslommer til at lytte til din krop, tanker og følelser (hver dag)?
  • Planlægge ro efter begivenheder
  • Prøve, at spørge dig selv, om du lader dig begrænse af dine præferencer og aversioner. Hvis ”Ja”, så prøv at udfordre dem.
  • Bestil den gratis folder ”Et godt ferieliv til trods for smerter” via dittepode@abmsdanmark.dk
  • Giv dig selv omsorg – så meget du kan hele tiden og læg mærke til om, og hvordan, det påvirker din livskvalitet.

 

JEG TROR, JEG VED, JEG GØR, JEG FORTSÆTTER OG JEG GØR DET IGEN.

Aftenen før turen til Legoland delte jeg mine tanker om kørestolen med min mand. Jeg var selv spændt på om jeg nu kunne føre beslutningen ud i livet, men jeg vidste, at jeg blev nødt til at lufte tankerne med min mand og mormor hvis det skulle blive til noget. De var lis’som en del af udfordringen, idet de skulle skubbe mig.

Jeg gjorde det. Jeg satte mig sørme i kørestolen. Min mand spøgte med, at nu havde han da styr på mig – det lettede stemningen lidt indeni mig. Hvis jeg skal være ærlig så gik der ikke længe før jeg blev glad for beslutningen.

Så der sad jeg plantet godt og solidt. Jeg ved simpelthen ikke om jeg skal grine eller græde når jeg ser billedet ovenover af mig selv. På den ene side ser jeg altså lidt sølle ud og det er da også lidt sølle… På den anden side så ved jeg, at det var en ansvarsfuld og stærk kvinde der sad i stolen i går. Jeg er den eneste der ved hvad jeg har overvundet i mit korte liv og jeg har forhåbentligt mange år til at blive endnu klogere og stærkere. Jeg ved nu, at jeg overvandt min modstand mod at sidde i kørestol selv om jeg ikke har brækket begge ben. Jeg ved, at det er en god investering og at min krop skal aktiveres, men ikke ved at vade rundt hele dagen i en forlystelsespark – Jeg vil leve og blive stærkere samtidig. Nu ved jeg, at en kørestol er et udmærket redskab vi kan benytte os af indimellem til et godt liv til trods for smerter.

Vi mødte nogen jeg kendte i mit ungdomsliv. Noget familie langt ude, min fætters farbror og hans familie. Lige i situationen ville jeg virkelig gerne have været fri for kørestolen. Jeg ville allerhelst være krøbet i et musehul, men jeg forsøgte, at bære mig selv og stolen så godt jeg kunne. Jeg overlevede – selvfølgelig.

I løbet af dagen blev jeg mere og mere glad for mit valg om at teste kørestolen. Jeg var med i nogle af forlystelserne og fik helt automatisk en hel del pauser med ro når de andre stod i kø. Jeg kunne rejse mig, vende blikket lidt indad, fokusere min opmærksomhed på kroppen, bøje, strække mig, trække vejret dybt ned i maven og fik løbende lyttet efter og imødekommet mine behov. Sidst på dagen rullede jeg selv med stolen på små strækninger og jeg var bare SÅ glad for, at jeg havde gjort det. Familien var også glad.

Da vi afleverede stolen gik jeg til bilen og havde det bedre end jeg på nogen måder kunne have forestillet mig.

I dag (søndag) er jeg godt bralleret, som om jeg har festet hele natten, og mine smerter er steget, men slet ikke i nærheden af hvad jeg har oplevet før efter sådan en dag. Jeg er alene hjemme og kan koncentrere mig om at pleje mit luksuslegeme og jeg er fuld af taknemmelighed over gårdsdagens oplevelser. Jeg er frygteligt bevidst om, at der er alt for mange der ikke kan få så værdifulde oplevelser. Jeg vil dog gøre mit for at gøre en forskel for dem jeg kan – ligesom jeg selv har stor glæde af den hjælp jeg får af andre.

Hvis du på nogen måder kan relatere til noget af det jeg har skrevet i dette blogindlæg og står overfor lignende feriebegivenheder – så kan jeg kun anbefale dig at tage udfordringen op. PRØV DET.

Næste gang jeg skal i en forlystelsespark med familien vil jeg helt klart reservere en kørestol så jeg kan få fyldt op på livskvalitetskontoen og samtidig økonomisere med mit smerte- og energiniveau. 

Tusind tak fordi du læste med.

Det betyder meget for mig, at kunne dele mine tanker og erfaringer med dig. Giv mig endelig feedback og et like med på vejen hvis du har glæde af at læse med.

Kærlig hilsen

Ditte Pode

Med ønsket om en god sommer til dig og dine til trods for smerter

PS: Du kan også finde mig på instagram som @abmsdanmark.dk, ( https://www.instagram.com/abmsdanmark.dk )

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *