ABMS’ VIDENSKABELIGE FUNDAMENT

 

Konceptet ABMS, samt ABMS' program og manual, er konstrueret af ABMS' formand, Ditte, som også iværksatte ABMS-møderne i 2017. Hun lever selv med smerter og er passioneret for at samle borgere med smerter for at udnytte alle de uudnyttede ressourcer der ligger i vores samlede erfaringer på tværs af individer og foreninger, men også at oplyse om kommunale og regionale tilbud til borgere med smerter.

 

Ditte har konstrueret programmet og manualerne til ABMS-møderne på baggrund af den viden hun tilegnede sig via hendes kandidatuddannelse ved Aarhus Universitet. Her har hun specialiseret sig i smerter og indlæring. Overordnet er hun specialiseret i, at konstruere gruppemøder, der fungerer som særlige indlæringsrum i kraft af den form og struktur deltagerne skaber. De kan eksempelvis anvendes til indlæring af livsstilsændringer, vaner og handlinger i dagligdagen, eller implementering af træningskultur på arbejdspladsen. Hvad der indlæres afhænger af mødets substantielle indhold, der kan beskrives som en sammensmeltning af tematisk indhold, øvelser og deltagernes samlede erfaringer.

 

Det videnskabelige fundament for ABMS' program består primært af Dittes studier af ritualer, det verdensomspændende fællesskab Anonyme Alkoholikere, samt forskningen i smertelindrende placeboeffekter (lyt HER) og mindfulness som hun også har stor viden om fra sin kandidatuddannelse. Desuden har hun integreret relevante elementer fra eksempelvis Læring og Mestring, Værdsættende samtale og Det Motiverende Interview.

 

Således kan ABMS' program og gruppemøder beskrives som en samling af evidensbaserede programmer og metoder, organiseret i en struktur så borgere med smerter kan samarbejde om at hjælpe hinanden til at opnå og opretholde et godt liv til trods for smerter.

 

Vores gruppemøder kan beskrives som sekulære ritualer, der er karakteriseret ved en bestemt form og struktur. Denne form og struktur skaber et særligt indlæringsrum som påvirker hjernens hukommelses- og følelsessystemer så vi nemt indlærer nye vaner og handlinger, som er afgørende når livet forandres på grund af smerter.

 

De seneste års forskning viser, at vores vaner og handlinger, eksempelvis sprog, meditation og musik, former hjernens struktur og funktion. Det er i denne sammenhæng vi kan tale om "den kulturelle hjerne". Det rykker ved vores forestilling om hjernen som et stykke ren biologi midt i alt det menneskelige, men denne viden giver os muligheden for at forandre vores liv; Aktivt deltage ABMS' gruppemøder og arbejde med programmet for derved at opnå og opretholde smertelindring, samt et godt liv til trods for smerter.

 

Hvis du, foruden dine smerter, også har psykiske udfordringer så er du bare helt normal - for på den ene side giver langvarige eller kroniske smerter ofte psykiske udfordringer og langvarige psykiske udfordringer giver ofte spændingssmerter. Dette er der taget højde for i både programmet og manualen til møderne. Vi tager altid højde for individuelle hensyn ved at informere om øvelser før vi går i gang så den enkelte har mulighed for at gå udenfor døren hvis vi laver en øvelse som kan trigge fx angst.

 

Foruden sin uddannelse har Ditte erfaring med at arbejde med sårbare og psykisk syge. Hun har blandt andet arbejdet som frivillig rådgiver, samt som bestyrelsesmedlem og formand, på Christine Centeret i Aarhus. Desuden arbejder hun som personlig udviklingskonsulent hos Gosmer Fysioterapi, hvor hun underviser i eksklusive mindfulnessforløb. Hun er samtidig bevidst om at DU ved, hvad der er bedst for dig , at programmet IKKE er en opskrift på det gode liv, men mere en slags buffet hvor du kan tage det du kan lide og har hun uendelig stor tiltro til at vi er stærkere sammen end hver for sig. Vi har alle sammen noget vi kan lære af hinanden og fællesskabet ABMS er intet uden os der skaber det.