Gæsteindlæg af Mette Kæmsgaard, 27 år
Hej igen. Jeg har igen fået lov til at skrive et indlæg mere herinde. ? De der ikke kender mig, så hedder jeg Mette, er 27 og er bosat i Vejle. Til daglig studerer jeg på Campus Vejle.
Jeg har kroniske smerter i ryg og kroniske nervesmerter i begge ben.
Siden 2014 har jeg været frivillig i Sct. Johannes Sogn med primært virke ved Ungdomspræsteriet med daværende ungdomspræst Rikke Holm. Hun skriftede job og derfor er hun blevet erstattet af Anders Michael i 2016. En præst, der bringer godt humør ind i samtalen og er rigtig god til arbejdet med de unge. Man er altid sikker på at man bliver en masse snakke rigere og klogere på kristendommen ved ham ?
Ved ungdomspræsten hjælper jeg til med konfirmandturnéen i februar måned med Vejle provstiets konfirmander. Ligeledes hjælper jeg til med madklubben for de unge mødre 2 gange i måneden. Til sidst er der kommet nyt til i år, da de er begyndt med Den Lave Højskole. Her er hvor unge kan komme en gang i måneden og hører en foredragsholder med et oplæg. Herefter er der en let tapas med efterfølgende værksteder i form af brætspilcafé, samtalecafé, kreaværksted, Nada værksted og ordværksted.
Efter jeg kom til skade med min ryg, vidste jeg at jeg altid skulle passe på, og at jeg indimellem skulle tage mine hvil. Men derudover kunne jeg sagtens hjælpe med madlavningen og lege med børnene. Det værste var oprydningen bagefter, og det der gjorde mest ondt på mig bagefter ved de fleste gange.
Spørgsmålet hvor meget jeg kunne deltage ved ungdomspræsten efter min studiestart, vidste jeg ikke hvordan jeg skulle svare på. Kun at jeg måtte prøve mig frem, og finde en god løsning for begge parter. De unge mødre er delt op i 2 hold, og derfor har jeg/vi allerede fået en del erfaringer siden august. Den første gang gik okay, men efter 6 timer på skolebænken og så være på bagefter tærede på kræfterne. Men efter nogle sæt øvelser i samråd med min fys gik smerterne næsten i sig selv igen, og jeg tænkte ikke mere over det før ved den næste omgang, hvor det er det store hold. Aftenen gik rigtig godt, men de efterfølgende dage var et mareridt. Jeg kunne knap nok gå pga. smerter, og begge ben brændte. Jeg var i vildrede, fordi jeg så gerne vil hjælpe, hvor jeg kan. Jeg har altid været den, der har stået først i køen, hvis de har haft brug for en hjælpende hånd. Men nu har jeg fået en krop, der skal passes på og sætter sine begrænsninger indimellem. Derfor fik jeg taget en snak med de søde mennesker fra Ungdomspræsteriet, hvor vi har fået lagt en god plan for hvad jeg skal hjælpe med og hvornår jeg skal komme, så jeg stadig kan komme hjem og få hvilet efter studiet inden jeg kommer. Den nye plan hedder at jeg skal komme en halv time før mødrene kommer og så skal jeg simpelthen hygge med mødrene og børnene. Så tager Anders Michael og Marianne sig af resten og oprydningen. Når det slutter, går jeg hjem med den sidste mor. På den måde håber vi at smerterne bagefter kan holdes nede på et tåleligt niveau, men samtidig føler jeg at jeg stadig bidrager med noget. Det samme kommer til at gøre sig gældende ved Den Lave Højskole. For her har jeg stadig ikke fundet ud af hvordan kroppen har reageret efter en dag på studiet. Da der var Den Lave Højskole i september, var der nemlig menighedsrådsmøde, som jeg deltog i. Sommetider vil jeg ønske at jeg kan være flere steder på en gang, men det er vist en umulig opgave ?
Desuden sidder jeg i menighedsråd i Sct. Nicolai Sogn og har gjort siden november i 2016. Dog har jeg haft en pause fra september 2017 til marts 2018. Her havde jeg et kæmpe behov for at lære lidt om mine smerter uden at have andet at tænke på. Det er Vejles største sogn med 3 kirker og et kæmpe stykke arbejde. Men jeg elsker at sidde der, men der er også mange møder. I starten gik jeg ind i menighedsrådsarbejdet fordi jeg syntes at det var spændende og fordi jeg ville være med til at gøre en forskel. Efter knap 3 år inde i valgperioden syntes jeg at det er benhårdt arbejde med 3 kirker at forholde sig til, men det er stadig ligeså spændende. Samtidig har vi gang med et kæmpe renoveringsarbejde i den største af kirkerne og Vejles ældste hus. Hver uge er jeg nede og tage et nyt billede til Ugeavisen (Vejle), så vejlenserne kan se udviklingen i kirken. Det skal planlægges ind i kalenderen, så jeg husker at komme afsted og få taget et nyt billede inden fredag, hvor jeg skal sende det afsted i en mail. Det skal nemlig også planlægges i forhold til at jeg ikke skal gå for meget i vejen for håndværkerne, men samtidig skal det også passes ind med studiet. Men jeg har fundet en god løsning, hvor jeg ofte får det taget i weekenderne, og får det planlagt i forbindelse med en gå- eller cykeltur. For så går jeg hverken i vejen og så har jeg desuden god tid til at få tjekket hvad der er lavet siden sidste uge.
Nu har jeg desuden afprøvet 1 menighedsrådsmøde siden jeg startede på studiet. Det gik over forventning, men som altid skal jeg op og stå lidt indimellem. Mit haleben er ikke for glad, hvis jeg sidder ned for længe. Men som på studiet finder man en rytme og med tiden bliver det naturligt. Men efter jeg er startet op på studiet, kan jeg godt mærke at jeg bliver hurtigere træt i hovedet efter en lang dag i skole, og så et møde om aftenen. Men jeg har fundet en løsning, som går ud på at jeg enten lige tager en halv time på langs og sover. Og hvis det ikke fungerer, slukker jeg mobilen, og laver et sæt øvelser.
