DU ER IKKE ALENE

I sidste uge skrev jeg et digt. Det var nemmere for mig, at få udtrykt mine tanker og følelser på den måde.

Jeg skrev det i kølvandet på en oplevelse, hvor vi sad tre kvinder til et ABMS-møde. Tilfældighedernes spil ville, at vi alle følte en ensomhed, som var forbundet til vores liv med smerter. Det var et intenst møde og en smuk gave, at møde andre mennesker i den følelse. Nu er følelsen forbundet med denne erfaring. Tak til jer. I ved hvem i er. 

Det er overvældende hvor mange der har responderet på digtet. Jeg har fået lov til at dele lidt af kommentarerne anonymt:

 - Så smukt og så sandt?
Nu er man lidt mindre alene, når du italesætter problemet - tak

- Lige netop sådan er det at være i livet med kroniske smerter, mærker smerten ensomheden, og indelukketheden når smerten for en stund er glemt af glæde og kærlighed over og til mine børnebørn. Men ja men ???
Tak for dit skønne digt

- Enig, jeg fik tårer i øjnene da jeg læste digtet, det er lige sådan mit liv er ?prøver at se muligheder i stedet for begrænsninger

- Lige nøjagtig sådan jeg har det. ?

Alle former for respons på digtet har arbejdet positivt i mig lige siden.

På toppen af kransekagen var ABMS-mødet i onsdags. Der kom en ny deltager, som fortalte, at digtet havde fået tårerne til at trille fordi det udtrykte lige præcis hvordan hun havde det. Nu kunne hendes mand læse det og få en bedre forståelse for hende. Det er også noget af det jeg elsker ved vores ABMS-møder; At lytte til andre. Udover alle de gaver der er i dét, at et fremmed menneske udviser tillid, åbner op og deler stort og småt, samt inspirer mig til at løse konkrete udfordringer på nye måder, så er det simpelthen så skønt når jeg pludselig hører en fremmed sætte ord på noget jeg også selv oplever, men som jeg har svært ved at sætte ord på. Det er en fantastisk gave og en rigtig god medspiller at lytte til andre borgere med smerter på min rejse i et godt liv til trods for smerter.

Det er især i forhold til mine sociale relationer, at det er rart, at jeg få formuleret mig så tydeligt som muligt. Det er noget af en udfordring hvis jeg ikke selv har fundet de rette ord til at beskrive det med endnu. Det er især svært i de perioder hvor hovedet er stået helt af på grund af smerter. Det er lige nøjagtig dér jeg ofte er gået hjem fra ABMS-møder med sådan en dejlig afklaret fornemmelse. 

Pointen er: Jeg står ikke alene med den følelse jeg får udtrykt i digtet og DU er ikke alene, hvis du står med den samme oplevelse. Nu er følelsen forbundet med skønne dejlige mennesker som har mødt mig i følelsen, til møderne og via digital respons, og det er rart. Jeg har taget det hele med mig og det ligger i mit hjerte, som en lille, varm, smuk og lysende stjerne, der nu også hænger sammen med den ensomhed, der følger med i mit liv med smerter. 

 

 

Før jeg selv påbegyndte bloggen, her på ABMS' hjemmeside, fulgte jeg selv med i Janes blog, Livetmedfibromyalgi.dk, og Søs' blog, Kroniske Farver. Jane lever med fibromyalgi, er gift, har to store piger og søger fleksjob. Søs har mange forskellige sygdomme, er gift, har den dejligste hund og er i virksomhedspraktik. Siden er jeg begyndt at følge Zinnas blog, happycrappylife.dk. Hun lever med modic-forandringer, har mand og to børn og er godt igang med virksomhedspraktik. Tilfælles har vi alle det, at vi lever med kronisk sygdom, ved hvordan det er at være syg i det kommunale jobafklaringssystem, at vi gerne vil fokusere på det gode, øver os i vores nye liv med sygdom og er nogenlunde jævnaldrende. Det er alle blogs, som jeg varmt kan anbefale at tjekke ud hvis du tror, at det kunne være noget for dig.

Vi er mange, der har glæde af at spejle os i hinanden. Derfor vil jeg gerne invitere dig til at skrive et gæsteindlæg til bloggen her på ABMSdanmark.dk. Hvis du lever med smerter eller er pårørende til en der lever med smerter så vil jeg meget gerne høre fra dig på dittepode@abmsdanmark.dk.

Jeg kan poste dit blogindlæg med dit navn, mand/kvinde og alder eller 100% anonymt. Du bestemmer. Du kan fortælle din historie, skrive blogindlægget som et brev der indeholder en udfordring du søger andres perspektiv på, skrive om et emne med relevans for et liv med smerter (ferie, accept, sex, mad, økonomi, mm.), hvad der er udfordrende, løsninger du har fundet, hvordan du lever et godt liv til trods for smerter eller noget helt andet. Kun fantasien sætter grænser. 

Inden jeg runder helt af - så skal du altså lige udsættes for lidt endnu en dejlig oplevelse blandet med pral. Min datter skulle til et fotoshoot i Den Gamle By. Nu hvor jeg har fået el-cykel så kunne vi cykle derop sammen. Fantastisk skønt! Der var ingen af dem vi mødtes med der aner, at jeg lever med kroniske smerter og de kunne ikke se det på mig. Dilemmaet med spørgsmålet: "Hvad laver du så"? opstod selvfølgelig, men det er en anden historie. Det vigtige er: GÆSSENE.

 

Vi havde simpelthen den skønneste oplevelse med gæssene i Den Gamle By. Vi elsker dyr, men ingen af os har så meget erfaring med gæs, må jeg indrømme.  Bådsmanden var venlig og hjalp os med hvordan vi skulle agere. Vi satte os stille ned og så kom de hen til os. Nej, hvor var de nysgerrige - og sikke personligheder. De snaskede os godt og grundigt til og en af dem sked på min fod, men vi hyggede os simpelthen så meget med dem og fik et godt grin. De så simpelthen så sjove ud, som de kom vraltende gennem gaderne som en eller anden farlig rockerbande, kæmpede sig sidelæns nedad alt for store trappetrin og dumpede tungt ned i vandet og oooop igen som en korkprop.

Man skal have lidt respekt for dem - opdagede vi - hvis man bliver vild og bange så snapper de, men holder man sig i ro så er de bare nysgerrige og snakkesalige.  Du kan se en lille video med dem her HER.

Det var alt for denne gang.

Jeg håber, at du får en god weekend. 

Jeg glæder mig til at høre fra dig.

Kærlig hilsen

Ditte Pode

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *