NATUR, LIVSVILKÅR OG MESTRING

Dette blogindlæg er et gæsteindlæg, fra en ABMS'er; En stærk og omsorgsfuld kvinde, der lige nu står midt i overgangen fra livet som det var før smerter og livet som det er med smerter. Meget er forandret, men alligevel er hun stadig den samme, Anja. Hun er fantastisk dygtig til at mestre livet med smerter, har et smil og en tilgang til livet som lyser selv de mørkeste dage op. Hun er en solstråle, er hun. Rigtig god læselyst.

Når man ikke længere kan gå på vandet, så må man lære at svømme.

Jeg vågnede en morgen i 2018 med en migræne, som alle andre gange tog jeg min migrænemedicin og en koffeindrik og vidste at de næste timer skulle jeg sove og i løbet af dagen ville min krop være udmattet, men migrænen ville aftage, som alle de andre gange før. Jeg har altid døjet med migræne, ca. ét anfald om måneden og min migræne medicin havde på daværende tidspunkt aldrig svigtet. 

Efter ét helt døgn uden bedring ringede jeg til lægen, jeg fik en sprøjte og en stesolid og så var det hjem i seng igen.. Hen på aftenen var der ingen bedring og måtte en tur optil vagtlægen. Jeg kastede op og var helt udmattet. Der skete stadig ingen bedring.

Efter 72 timer, hvor lys, lyde og al bevægelse fik mig til at kaste op. Jeg mærkede en bedring, jeg kunne nu bevæge mig ligeså stille og jeg kunne klare lys igen. Men hovedpinen var ikke væk..

Nu er det halvanden år siden og jeg har dagligt hovedpine. De svinger lidt i styrke, men er tilstede hele tiden.

Jeg mærkede langsomt livsglæden forsvinde. Og flere gang har jeg tænkt: ”Jeg kan ikke mere” ”Jeg kan jo ingenting”

I starten søgte jeg svar ved de professionelle, der måtte være noget galt. Jeg kæmpede imod min krop og jeg ville havde et svar.  Noget der kunne fortælle mig hvorfor.

Jeg har stadig ikke et svar, nu er jeg diagnosticeret med kronisk hovedpine, og er stadig under udredning, men den væsentlige forskel er at jeg bruger ikke længere så mange ressourcer på at lede. Faktisk leder jeg mere efter hvad der giver mig energi, hvad der giver mig glæde og hvad ”der giver og ikke bare tager”

Kan naturen helbrede?

Naturen har en evne til at aflede og flytte fokus. Der er ro, der er højt til loftet og der er ingen vægge. Jeg kan blive distraheret fra mine smerter ved at blive draget af noget andet. F.eks. Et dådyr, at bøgen springer ud, også lærer man at mærke sig selv.  Jeg tror ikke at naturen kan helbrede mig, men den kan bruges som smertelindring... - for en stund.

Jeg har altid holdt meget af naturen og har lært igennem årene at derude finder jeg ro. Jeg går rigtig mange ture i skovene og når jeg går slapper min krop mere af, jeg sænker skuldrene og trækker vejret dybere ned i maven. Nogle gange har jeg kaffe med, andre gange en jetboil så jeg kan lave kaffen på stedet og så holder jeg uendelig meget af at hænge i min hængekøje op og så ligge der og bare være.

Jeg får øje på de små ting som pludselig betyder en hel masse. Og lige præcis dét kan jeg tage med hjem. Det er ikke så længere vigtigt hvor meget jeg når men hvad jeg når. Samtidig har naturen synliggjort for mig utrolig mange gange at ALTING HAR SIN TID.

Årstiderne, uanset hvor meget vi elsker at foråret for eksempel endelig kommer og alting springer ud og de nøgne træer får krone på igen, så er det ikke forår altid.

Så kommer sommeren hvor de fleste buske sætter bær, der modnes henover sommeren og kan plukkes og nydes i sensommeren og så kommer efteråret hvor bladene skifter farver til de smukkeste røde, orange nuancer og efter tid falder den første hvide sne, hvor alting lysner op og man kan smelte sneen i sin trangia og koge vand til kaffe. Så smelter al sneen når forårssolen kommer tilbage…

Når jeg så tager det med mig tilbage i fht mit sygdomsforløb, så kan jeg på de virkelig hårde smertedage, hvor det næsten handler mest om at overleve, tænke : Alting har sin tid og det samme kan jeg på de gode dage,  hvor det handler om at leve og nyde mere end jeg måske gjorde. Tænke alting har sin tid. For den tid har også sin tid.

Jeg bliver mindet om at det er vigtigt at være tilstede lige nu, ikke hvad der sker i morgen eller om en måned eller hvad der skete for tre dage siden. Dette er ting/tider jeg ikke kan vide noget om, eller ændre noget på.

Men at være så meget i nuet som muligt kan nedsætte det meste af mit stres. Da mit stres ofte er forestillinger.

Naturen forsøger vi som mennesker også forsøgt at manipulere med, vi vil så gerne bestemme. f.eks. ser jeg på vores køretur langs Vesterhavet hvordan vi mennesker prøver at sikre at klitterne ikke styrter i havet, men for hver gang jeg er der, har havet alligevel taget et lille stykke mere. Naturen tager tilbage om vi vil det eller ej.

Sidste sommer havde vi den varmeste sommer nogensinde. Alting tørrede ud og der var tørlagt. Det har naturen selv rettet op på igen. Fordi den gør hvad den har brug for. Den affinder sig med de udfordringer der, når den udsættes for udfordringer, den trækker langsomt stikket ud, langsomt visner græs, blomster m.v. den kan ikke holde liv i det hele og den dør langsomt men når den så igen får det der giver den energi, f.eks. en masse regn, så vokser den og blomstrer på ny. Alting har sin tid.

På den måde har naturen mindet mig om at det er vigtigt at lytte. For vores kroppe samme gør vores kroppe, hvis vi ikke lytter efter. 

Det er vigtig at mærke efter og det er vigtig at respektere hvad kroppen fortæller. Kroppen lyver ikke.

Hvis du har lyst til at læse mere om hvordan jeg bruger naturen som smertelindring eller fokusskifte. Hvordan jeg finder glæden ved de små ting så er du velkommen til at følge mig på instagram som @kronisk_rebel eller @becomingoutdoorwoman

Jeg har også en blog : www.kroniskrebel.dk hvor jeg udover fortællinger og erfaringer også er i gang med at lave en idebank til hvordan man kan bruge naturen, nemme tilgængelige aktiviteter. Aktiviteter hvor man kan invitere sine smerter med.

Tak fordi du læste med

De kærligste hilsner

Anja Eleonora Kjær

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *